OBS: Du er nu offline

Jobpatrulje  Sommerjob blev til mareridt for Michelle

Michelle Kold Siegenfeldt arbejdede en måned hos Restaurant Hawet i Blokhus. Resultatet var daglig chikane og næsten ingen løn, før 3F greb ind.
18-årige Michelle Kold Siegenfeldt blev snydt for knap 5.000 kroner efter at have arbejdet en måned som tjener på restaurant Hawet i Blokhus.  (Privatfoto)
18-årige Michelle Kold Siegenfeldt blev snydt for knap 5.000 kroner efter at have arbejdet en måned som tjener på restaurant Hawet i Blokhus. (Privatfoto)
Laurids Hovgaard, Fagbladet 3F, laurids.hovgaard@3f.dk

Michelle Kold Siegenfeldt tog jobbet som tjener på Restaurant Hawet i Blokhus i sommerferien, så hun ikke skulle arbejde de første måneder på handelsgymnasiet, hvor hun netop er startet.

Men der gik ikke længe, før arbejdsglæde blev til et mareridt for den 18-årige tjener. Råb og skrig blev en del af arbejdsdagen, og især chefen Per Jensen skabte problemer.

- Han var rigtig grov overfor både mig og kunderne. En dag skubbede han mig hårdt i skulderen for at komme foran mig ved en håndvask, siger Michelle Kold Siegenfeldt.

Hun oplevede hver dag kunder, der blev overfuset eller forlod restauranten i vrede på grund af Per Jensens grove opførsel.

- Ret hurtigt mistede jeg totalt lysten til at gå på arbejde. Flere gange havde jeg bare lyst til at gå på toilettet for at tude, og jeg er ellers ikke typen, der græder let, siger Michelle Kold Siegenfeldt.

Michelle Kold Siegenfeldt er en af de unge, som Jobpatruljen har talt med i løbet af sommeren. Nye tal fra Jobpatruljen viser, at hver anden ung oplever problemer på jobbet.

Da Per Jensen blev til Karl Børge

Efter en måned fik Michelle Kold Siegenfeldt nok og sagde op. Men 1. august kom der ingen løn for de 41 timer, hun havde arbejdet.

Per Jensen afviste flere gange at betale de knap 5.000 kroner, hun havde til gode. Da Michelle møder op på restauranten sammen med sin papfar for at spørge, hvornår hun får de 41 timers løn, udvikler situationen sig.

- Per Jensen greb hårdt fat i min papfar og var meget truende. Dagen efter ringede min mor, og pludselig kalder han sig for "Karl Børge" og vil ikke sige, hvornår Per Jensen er til stede, men jeg kan høre, det er Per Jensens stemme. Det er fuldstændig tåbeligt, siger Michelle Kold Siegenfeldt.

Arbejdsgiver: Hun har brudt kontrakten

Første gang Fagbladet 3F kontakter Per Jensen lyder forklaringen, at Michelle Kold Siegenfeldt har brudt sin kontrakt, og derfor ikke har ret til at få løn for de timer, hun har arbejdet hos restaurant Hawet.

- Jeg skylder hende ikke noget som helst. Jeg har mistet mange penge, fordi hun ikke har overholdt sit 14 dages opsigelsesvarsel, siger Per Jensen.

Men Michelle siger, at hun aldrig har underskrevet en ansættelseskontrakt hos dig med 14 dages opsigelse, og at du bortviste hende, da hun sagde op. Kan du vise os hendes kontrakt?

- Jeg gider ikke bevise noget som helst. Du burde i stedet lære de unge, hvordan man opfører sig.

Michelle har haft meget ubehagelige oplevelser på din arbejdsplads. Hvad siger du til det?

- Det kan være ubehageligt at arbejde i denne branche, men så er det sjovt, at hun starter på en anden restaurant kort tid efter. Jeg er sgu ligeglad. Jeg synes, du skal lave en artikel om, at de unge ikke kan eller vil noget i dag.