Jobpatrulje
Hver anden ung bliver snydt på jobbet
Flere unge bliver snydt og oplever problemer på jobbet. Det viser nye tal fra Jobpatruljens besøg på knap 10.000 arbejdspladser.
Jobpatruljen opdagede problemer hos hver anden ung, de talte med i sommerferien. I Frederikssund var der dog ingen problemer hos Føtex. (Foto: Joachim Rode)
Af Laurids Hougaard, Fagbladet 3F,
laurids.hougaard@3f.dkMichelle Kold Siegenfeldt blev snydt for 5.000 kroner, havde ingen ansættelseskontrakt og blev chikaneret af sin chef. Men hendes historie er langt fra enestående. Det viser nye tal fra Jobpatruljen, der over sommeren har besøgt 9.980 arbejdspladser, hvor de har talt med 2.500 unge. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at unge bliver snydt for løn, løfter for meget eller kommer ud for arbejdsskader.
Der var fejl eller problemer hos 52 procent af de unge, som Jobpatruljen har talt med. Det er en stigning på 10 procentpoint i forhold til sidste år.
- Vi kan se, at der fortsat er rigtigt mange problemer med de unges arbejdsvilkår. De unge bliver især snydt og dårligt behandlet i de midlertidige sommerferiejob, hvor de har meget usikre arbejdsforhold, siger Kasper Andersen, koordinator for Jobpatruljen.
Restauranter bryder regler konstant
Listen over de problemer som de unge oplever på arbejdsmarkedet er lang.
- Det er over en bred kam, at de unge bliver snydt. Sager som Michelle Kold Siegenfeldts hører vi om flere gange om ugen. Især oplever vi, at restauranter og caféer har store problemer med at overholde reglerne. I Østjylland arbejdede 50 procent af de unge, vi mødte, i lokaler, hvor der serveres alkohol, og det er ulovligt, siger Kasper Andersen.
Når de unge bliver syge, er de meget ofte også overladt til sig selv. Hver anden ung får ikke løn, når de er syge, selvom de har ret til det og 20 procent skal selv finde en afløser, når de er syge.
Arbejdsgiveren har ansvaret
Unge under 18 år er en meget udsat gruppe på arbejdsmarkedet. Det viser tidligere undersøgelser og Jobpatruljens resultater bekræfter blot billedet. Sådan lyder det fra en ekspert
- Mange af de unge arbejder i korte midlertidige job, de bliver ofte dårligt instrueret af andre unge, og de arbejder ofte på tidspunkter af døgnet, hvor de enten er alene eller udelukkende sammen med andre unge uden megen erfaring, siger Mette Lykke Nielsen, forsker ved Center For Ungdomsforskning ved Aarhus Universitet.
Hun understreger, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre ordentlige og sikre arbejdsforhold og ikke de unge selv.
- Mange unge kan være tilbøjelige til at acceptere urimelige arbejdsvilkår, fordi de er bange for ikke at kunne finde job andre steder. Derfor er det de voksne arbejdsgivere, der har ansvaret, siger Mette Lykke Nielsen.