OBS: Du er nu offline

Uddannelse  Københavns Kommune overser lærlinge på ny metro

Der er ingen udsigt til, at der bliver stillet krav om lærlinge på byggeriet af to nye metrostationer i Nordhavn i København, også selvom Københavns Kommune har klare regler for brugen af sociale klausuler.
Laurids Hovgaard, Fagbladet 3F, laurids.hovgaard@3f.dk

Unge københavnere, der leder efter en praktikplads, skal ikke regne med at få kommunal hjælp til at få en læreplads på byggeriet af to nye metrostationer i Nordhavn. Til trods for, at Københavns Kommune har klare regler for, at der skal være lærlinge på kommunale byggeprojekter.

For selvom de nye metrostationer skal bygges for offentlige kroner, har Københavns kommune overset kravet om lærlinge. Kommunen har bevilliget 300 millioner kroner til byggeriet men endnu ikke stillet konkrete krav om lærlinge på byggeriet til Metroselskabet.

Metroselskabet ejes af Københavns- og Frederiksberg Kommune og staten. Det betyder, at kommunens egne regler ikke kan efterleves, selvom Københavns Kommune ejer halvdelen af Metroselskabet. Det oplyser Økonomiforvaltningen i Københavns kommune til Fagbladet 3F.

- Det er skideærgerligt at kommunen ikke vil stille krav om lærlinge men bare sender en blød opfordring til Metroselskabet. Vi ved, at konkrete krav om lærlinge virker meget bedre end frivillige hensigtserklæringer, siger Jesper Weihe, faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.

Borgmester tager sagen op

Da aftalen om Nordhavnsmetroen er helt ny, er udbudsmaterialet for opgaven endnu ikke udfærdiget, og derfor kan kommunen fortsat nå at stille krav om lærlinge.

- Det ser ikke godt ud, og jeg vil rettet henvendelse til Økonomiforvaltningen for at høre, hvilke muligheder vi har for at få skrevet sociale klausuler ind i udbudsmaterialet på de nye metrostationer. Hvis reglerne er uklare, vil jeg stille et forslag i Borgerrepræsentationen, så de sociale klausuler gælder på de to nye metrostationer, siger Anna Mee Allerslev (R),  Beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune.

Smutter skal lukkes

Tidligere har Fagbladet 3F beskrevet, hvordan private entreprenører har haft held med at omgå de sociale klausuler, og netop derfor mener Anna Mee Allerslev, at der er grund til at kigge reglerne efter i sømmene.

- Vi skal have lukket eventuelle smuthuller i reglerne om sociale klausuler, så flere unge kan få en praktikplads i København, siger Anna Mee Allerslev (R).

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra overborgmester Frank Jensen, der er i Kina.