OBS: Du er nu offline

Unge afviser praktikundersøgelse

Unge fra 3F afviser ny undersøgelse fra Dansk Industri, der peger på, at de unge selv er skyld i praktikpladsmangel, fordi de ikke vil flytte efter lærepladsen.
Arbejdsgiverne har kun slået 130 praktikpladser op på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside, mens der mangler 9.400 lærepladser.
Arbejdsgiverne har kun slået 130 praktikpladser op på Ministeriet for Børn og Undervisnings hjemmeside, mens der mangler 9.400 lærepladser.
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk

En ny undersøgelse fra Dansk Industri giver langt hen ad vejen de unge skylden for, at cirka 9.400 unge mangler praktikplads. Det afvises blankt af Rasmus Gudmandsen, ungdomskonsulent i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, København.

Han henviser til hjemmesiden www.praktikpladsen.dk, som er Ministeriet for Børn og Undervisnings gratis internetmødested for elever og virksomheder inden for erhvervsuddannelserne, hvor der formidles praktikpladser.

- Der er lige nu kun slået 130 praktikpladser op, mens der mangler 9.400 lærepladser. Hvis virksomhederne virkelig har så svært ved at finde lærlinge, så kan de bare slå praktikpladserne op der, siger Rasmus Gudmandsen.

For dyrt at flytte

Dansk Industris undersøgelse viser også, at de unge ikke gider flytte for en læreplads.

 - Med en startløn på 61,60 kroner i timen til en lærling på for eksempel industriområdet, kan jeg godt forstå, hvis mange unge har svært ved at få råd til at flytte, siger han.

Han understreger også, at en lærling, der vælger at tage springet til en anden landsdel, ikke kan være sikker på, at han kan gøre sin uddannelse færdig i samme firma.

- Mange firmaer er begyndt at bruge korte uddannelsesaftaler. Det vil sige, at man kan blive tvunget til at flytte igen for at få en ny aftale og gøre uddannelsen færdig, siger han.

Kiksede tiltag

Rasmus Gudmandsen pointerer, at man i nu 10 år har forsøgt sig med tilskudsordninger - op til 70.000 kroner til arbejdsgiveren i tilskud pr. ny praktikplads - kampagner og opsøgende konsulenter og andre initiativer, uden at det har løst manglen på praktikpladser.

- Nu har 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes ungdom fået nok. Vi har derfor kigget de 10 største byggevirksomheder efter i sømmene. Det ser ikke godt ud, og derfor har vi startet en kampagne for at få dem til at tage flere lærlinge, siger ungdomskonsulenten.

Kampagnen hedder: "Pihl - tag nu ansvar tag flere lærlinge". Den er ”opkaldt” efter firmaet Pihl og Søn, hvor det ser værst ud med praktikpladser.