OBS: Du er nu offline

Flere unge uden praktikplads

Antallet af unge, der forgæves søger praktikplads er steget. Men langt flere har valgt skolepraktikken.
Der er plads til mange flere unge i skolepraktikordnigen siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
Der er plads til mange flere unge i skolepraktikordnigen siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F asger.havstein@3f.dk

Antallet af elever, der søger praktikplads, er igen steget. Fra 8.655 i april 2011 til 9.370 i april 2012 - en stigning på otte procent, viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriet.

Blandt de elever, der søger praktik var godt 4.400 i skolepraktik ved udgangen af april 2012. Det er en stigning på 21 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) synes, det er glædeligt, at flere unge på erhvervsuddannelserne vælger skolepraktikordningen.

Færre praktikpladser

- Men der er stadigvæk rigtig mange, som mangler en praktikplads og dermed ikke kan færdiggøre deres uddannelse. Jeg vil gerne opfordre dem til at gøre brug af de 3.000 ekstra skolepraktikpladser, som regeringen har oprettet for 2012, siger hun.

De nyeste tal fra ministeriet viser også et svagt fald i antallet af praktikpladser på to procent de seneste 12 måneder - fra april 2011 til april 2012. Faldet er fra 47.738 til 46.687. Ser man kun på april 2011 og april 2012 ser det lidt bedre ud med et uændret antal praktikpladser på knap 3.000.

3F: Skal ikke stilles dårligere

I 3F understreger forbundssekretær Per Christensen, at alle unge der begynder på en erhvervsuddannelse skal have garanti for at kunne gennemføre til fuldt fagligt niveau.

- Uddannelsesgaranti er ensbetydende med praktikpladsgaranti. Hvorfor skal unge på en erhvervsuddannelse stilles dårligere end unge på gymnasiet, som har uddannelsesgaranti? En garanti vil også højne erhvervsuddannelsernes omdømme, siger Per Christensen.

Han konstaterer, at præmien til arbejdsgiverne på op til 70.000 kroner pr. ny praktikplads ikke har løst praktikproblemet.

- Vi må derfor tænke kreativt under trepartsforhandlingerne og finde andre måder at få oprettet praktikpladser på. Og vi er spændte på, hvad arbejdsgiverne byder ind med her, siger han.