OBS: Du er nu offline

Jobpatruljen flytter, men består

Fra 1. januar 2012 overtager 3F og HK Jobpatruljen. Målet er at få en mere fokuseret jobpatrulje.
Af Karin Skolnik, Kommunikationsafdelingen, karin.skolnik@3f.dk

- Næste år vil vi fokusere mere på at tale med fritidsjobberne frem for at besøge mange virksomheder. Snakken med de unge er vigtigere end snakken med lederne, siger Tim Callesen, ungdomskonsulent hos 3F.

Han understreger, at rygterne om Jobpatruljens død er stærkt overdrevne. Jobpatruljen skal nok bestå, men strukturen bliver ændret, når ansvaret for Jobpatruljen overgår fra LO til 3F og HK. Og som hidtil er Jobpatruljen bygget op om de mange frivilliges arbejde.

I hver af de syv sektioner, som Jobpatruljen inddeles i, vil der være flere lokale jobpatruljer. Lokalkoordinatorer får det overordnede ansvar i hver sektion, og andre frivillige kan tage ansvar for, at nye jobpatruljer opstår og kører.

- Når vi sammen med HK overtager Jobpatruljen, vil det ske med lige så meget - hvis ikke mere - aktivistinddragelse. Vi har brug for alle kræfter, så den store succes kan fortsætte, siger Tim Callesen.

Guide til fritidsjob fortsætter

Guiden har hidtil været en uundværlig del af Jobpatruljens arbejde, og det bliver den ved med at være. Den centrale koordinator skal stå for guiden, men de øvrige forbund ud over 3F og HK - Dansk Metal, FOA, Dansk El-forbund med flere - skal bidrage med indhold.

Jobpatruljens hotline bevares også, men snart vil opkaldene til 80241010 gå til 3F's Call-center, som tager sig af spørgsmål og henviser til de øvrige fagforbund.