OBS: Du er nu offline

Uddannelse  Jyske elever er mest tilfredse

Elever på teknisk skole trives bedst i Jylland. Det viser ny undersøgelse fra landets tekniske skoler.
Elever fra Jylland trives bedre på teknisk skole end på Sjælland. Trivsel giver mindre frafald.   (Colourbox)
Elever fra Jylland trives bedre på teknisk skole end på Sjælland. Trivsel giver mindre frafald. (Colourbox)
Laurids Hovgaard, Fagbladet 3F, laurids.hovgaard@3f.dk

Erhvervsskoleelever i Jylland giver bedre karakterer til deres uddannelsessted, og flere vil anbefale deres skole til andre.

Det viser en trivselsundersøgelse, baseret på svar fra 34.000 elever på landets tekniske skoler, lavet af konsulentfirmaet Ennova. Elever i Nordjylland er de mest tilfredse, mens elever på Sjælland er mindst tilfredse.

- Udsigten til at få job og beskæftigelse kan have en betydning for trivslen. Samtidig er de bedre til at netværke og samle nogle af de udsatte op i Nord- og Vestjylland, siger Christian Helms Jørgensen, lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet.

Svært at finde plads i hovedstadsområdet

Eleverne mener selv, at den store mangel på praktikpladser har betydning for trivslen.

- Det er sværere at finde en praktikplads i hovedstadsområdet, og mange bliver stressede, når de ikke ved, om de kan fortsætte uddannelsen. Det påvirker trivslen på de tekniske skoler, siger Christian Treholt, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation.

I Midt- og Vestjylland er der for tiden overskud af praktikpladser inden for en række fag.

Glade elever fuldfører oftere



Glade og tilfredse elever kan betale sig. For jo mere eleverne trives, jo større chance er der for, at de fuldfører uddannelsen. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Elever i Nord- og Midtjylland gennemfører nemlig oftere uddannelsen end elever på Sjælland.

- Der er en klar sammenhæng mellem trivsel og frafald. Hvis du ikke har et socialt netværk på skolen, eller er træt af din lærer, så vil du have større chance for ikke at gennemføre uddannelsen, siger Christian Helms Jørgensen fra Roskilde Universitet.

Det er ikke umuligt at forbedre trivslen på landets tekniske skoler.

- Hvis man investerer i både det sociale og fysiske undervisningsmiljø på skolerne, så tror jeg, det giver bedre trivsel, siger Christian Treholt.

Han nævner, at nedslidte værksteder og ingen sociale samlingssteder, eksempelvis en fredagsbar, er med til at lægge en dæmper på tilfredsheden blandt eleverne.