OBS: Du er nu offline

3F Ungdom  Ny debatbog om den danske model

I går kunne 3F-Ungdom stolt vise debatbogen Den Danske Model frem, som de har været bidragsyder til. Bogen er rettet mod folkeskolens ældste klasser.
En ny debatbog, som 3F Ungdom har bidraget til, skal sætte fokus på den danske model. Bogen er især rettet til elever i folkeskolen og på erhvervsuddannelser, så de er bedre rustet til arbejdsmarkedet.  (Foto: Colourbox)
En ny debatbog, som 3F Ungdom har bidraget til, skal sætte fokus på den danske model. Bogen er især rettet til elever i folkeskolen og på erhvervsuddannelser, så de er bedre rustet til arbejdsmarkedet. (Foto: Colourbox)
Af 
 

Folketinget har netop sagt, at de vil sætte den danske model på skoleskemaet. Og det glæder 3F Ungdom.

Faktisk så meget, at 3F Ungdom gik sammen med journalist Bjarne Henrik Lundis om at sætte fokus på den særlige danske arbejdsmarkedsmodel i en ny debatbog, Den Danske Model, som netop er udkommet.

Bogen er rettet mod folkeskolens ældste klasser og er netop det materiale, der gør, at folkeskolens elever ikke behøver vente på at komme i gang med at lære, hvordan det danske arbejdsmarked er indrettet.

For meget tyder på, at der er et stort behov for, at de unge bør kende mere til deres rettigheder på arbejdsmarkedet.

Unge ved mere om Paradise Hotel

Tanja Fynbo er ungdomsrepræsentant i PSHR-gruppen (Privat Service, Hotel og Restauration) i 3F ungdom. Hun er sammen med andre 3FU'ere ude hos landets folkeskoler og undervise i den danske model.

Desværre oplever hun, at mange unge ikke kender til reglerne på arbejdsmarkedet.

- De tror, at rettigheder er noget, deres chef kan diktere dem, eller at mindstelønnen er noget, som Folketinget fastsætter, forklarer Tanja Fynbo.

- Mange ved mere om, hvem der bliver smidt ud af Paradise Hotel end om deres egne løn- og de arbejdsforhold. Det er et stort problem, som vi skal have gjort noget ved.

Folkeskolen skal oplyse

Og det er nødvendigt, at danske unge allerede i folkeskoletiden lærer deres rettigheder at kende.

- I 8.-9. klasse begynder de første unge at få et fritidsjob, og det er netop der, det er relevant at fortælle dem om reglerne, inden de får deres første job, forklarer Tanja Fynbo.

- Desuden fylder arbejde så stor en del af ens liv, så derfor er det alfa og omega, at man forstår, hvilke spilleregler der gælder, så man ikke bliver udnyttet, siger hun.

- Det svarer jo til at sætte to fodboldhold til at spille mod hinanden, men hvor kun det ene hold kender til reglerne. Og det er der jo ikke meget rimelighed i.