Praktikmangel i byggeriet stiger
En fjerdedel af knap 10.000 praktikpladssøgende søger inden for bygge-anlæg. Men der mangler praktikpladser på stort set alle fagområder i alle regioner. 3F øjner lys forude.
Praktikpladsmanglen er et kæmpeproblem, men man skal huske på at 76.000 unge lige nu har en praktikplads, siger forbundssekretær i 3F Per Christensen. (Foto: Harry Nielsen)
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F
asger.havstein@3f.dkLige nu mangler 9.755 unge en praktikplads. En ny opgørelse fra 3F's økonomer viser, at i januar i år søgte 2.337 af dem forgæves inden for bygge-anlægsområdet. For eksempel som tømrer eller murer. Det er knap 200 flere end måneden før.
Forbundssekretær i 3F Per Christensen slår fast, at tallene understreger, hvor afgørende det er at satse på sociale klausuler. Så virksomheder tvinges til at tage lærlinge ind, hvis de vil bygge for kommuner og stat.
- Jeg ser lys forude, trods de dystre tal. Regeringen har banet vejen for sociale klausuler, og flere kommuner er godt i gang med succes. Hvis alle kommuner brugte sociale klausuler, ville det alene på dette fagområde skabe op imod 2.000 nye praktikpladser, viser vores beregninger. Og det er fagområder, som de unge efterspørger allermest, siger Per Christensen.
Den er gal over hele landet
3F's beregninger viser, at hovedstadsområdet er hårdest ramt af praktikpladsmangel med 3.450 ud af de 9.775 praktikpladssøgende.
Men resten af landet går ikke ram forbi. Opgørelsen viser også praktikpladsmanglen fordelt på fag og region: Der mangler praktikpladser på stort set alle faglige områder i alle regioner.
- De unge beskyldes ofte for ikke at gide rejse langt for en praktikplads i andre landsdele. Det bliver modbevist af de nye tal, hvor der jo reelt ikke er praktikpladser at rejse efter for øjeblikket, siger Per Christensen.
76.000 har praktikplads
Han understreger, at det selvfølgelig er et kæmpeproblem, at 9.755 unge mangler praktikplads.
- Men samtidig skal man ikke glemme, at masser af unge rent faktisk får en praktikplads på drømmeuddannelsen, siger han.
Ifølge undervisningsministeriets nyeste tal har 76.107 unge lige nu en praktikplads og er godt i gang med en erhvervsuddannelse.
- Det er ærgerligt, hvis praktikpladsdebatten skræmmer unge væk fra erhvervsuddannelserne, der er blandt de bedste i verden. Der er masser af muligheder for en uddannelse af høj kvalitet og job bagefter, siger Per Christensen.