OBS: Du er nu offline

Nu igen over 8.000 i praktikpladskøen

Antallet af unge, der forgæves søger praktikplads er steget med 14 procent på et år. Regeringen vil styrke indsatsen.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini: Regeringen vil styrke indsatsen, så alle praktikpladssøgende får en praktikplads.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini: Regeringen vil styrke indsatsen, så alle praktikpladssøgende får en praktikplads.
Af Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F, asger.havstein@3f.dk

De nye praktikpladstal er ikke munter læsning for den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), for det ser fortsat halvskidt ud.

Der er nu 8.247 unge, der forgæves søger praktikplads. Det er en stigning på 14 procent i forhold til 2010, viser den nyeste statistik fra Undervisningsministeriet.

I samme periode blev der indgået 3.838 uddannelsesaftaler - en nedgang på 14 procent.

Christine Antorini mener, at tallene tydeligt illustrerer behovet for en styrket indsats på praktikpladsområdet.

Garanti og 3.000 pladser

- Med finanslovsforslaget har vi taget et skridt i den rigtige retning ved at foreslå 3.000 ekstra skolepraktikpladser og en fortsættelse af præmie- og bonusordningen i 2012, som giver virksomhederne op til 70.000 kroner pr. uddannelsesaftale, siger hun.

Men som de aktuelle praktikpladstal viser, løser det langt fra hele problemet.

- Til foråret vil vi i trepartsforhandlingerne arbejde for at finde en langsigtet løsning på praktikpladsproblemet, så alle unge kan få en praktikplads, siger Christine Antorini.

3F: afventer varig løsning

3F's forbundssekretær Per Christensen synes, det er skidt med en praktikpladskø, der bliver længere og længere. Men at det er godt, at regeringen melder utvetydigt ud omkring uddannelsesgaranti.

- Det er også fint, at nuværende etårige praktikaftale bliver forlænget, så der bliver tid til at finde varige løsninger på uddannelsesgarantien, siger han.