OBS: Du er nu offline

Uddannelse  Mere idræt på landets erhvervsskoler

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) er positiv overfor at udbrede idræt og bevægelse på landets erhvervsskoler i det nye år. Hun bakkes op af en række undervisningsordførere på Christiansborg.
Får eleverne på landets erhvervsskoler  idræt på skoleskemaet i 2013? Både undervisningsministeren og en række ordførere i Folketinget er positive i forhold til at give idræt og bevægelse en stærkere plads på erhvervsuddannelser. (Foto: Heidi Lundsgaard)
Får eleverne på landets erhvervsskoler idræt på skoleskemaet i 2013? Både undervisningsministeren og en række ordførere i Folketinget er positive i forhold til at give idræt og bevægelse en stærkere plads på erhvervsuddannelser. (Foto: Heidi Lundsgaard)
Christian Garde Petersen, Fagbladet 3F, christian.petersen@3f.dk

Idræt er en fast del af skoleskemaet på landets gymnasier. Men for langt størstedelen af de 125.000 elever på erhvervsskolerne fylder idræt og bevægelse ikke meget i undervisningen. Det skal der gøres noget ved, lyder det fra Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini (S).

- Jeg er meget positiv i forhold til at give idræt og bevægelse en stærkere plads på erhvervsuddannelserne. Hvordan det skal gøres, og om det skal være obligatorisk, er noget vi skal se på til foråret, siger Christine Antorini til Fagbladet 3F.

Ministeren nedsatte i august et erhvervsuddannelsesudvalg. Til foråret fortsætter udvalgets arbejde med at sikre praktikpladser og få mere kvalitet ind i uddannelserne. Her vil idræt også være på dagsordenen, siger ministeren.

Ordførere bakker op

Blandt undervisnings- og uddannelsesordførerne på Christiansborg er der bred enighed om, at mere idræt på erhvervsuddannelserne er en god idé.

De Radikale er optaget af at skabe et miljø på erhvervsuddannelserne som er mere lig det på andre ungdomsuddannelser, siger børne- og undervisningsordfører Lotte Rod. Her spiller idræt ind i overvejelserne.   

- Idræt står højt på min ønskeliste. Vi har ikke lagt os fast på om det skal være obligatorisk, men jeg synes det er en god ide.

Enhedslistens ordfører for arbejdsmarkedsuddannelser, Henning Hyllested, er mere klar i mælet.

- Hvis det er nødvendigt lovgive i form af undervisningsplaner, for at sikre idræt og bevægelse. Så må vi gøre det, siger han.

Også oppositionspartierne Venstre og Dansk Folkeparti er positive overfor mere idræt på erhvervsuddannelserne.

- Idræt kan både være med til at sikre et bedre socialt miljø og at eleverne yder bedre. Det vil jeg gerne være med til at sikre. Problemet er finansieringen. Derfor vil jeg afvente erhvervsuddannelsesudvalgets anbefalinger, siger uddannelsesordfører for Venstre Peter Juhl Jensen.

Af de partier, Fagbladet 3F har været i kontakt med, er det kun Liberal Alliance, der er klart imod at stille krav til erhvervsuddannelserne om fast idræt og bevægelse i undervisningen.