Antorini: Bedre undervisning i dansk model
Undervisningsminister Christine Antorini (S) erkender, at folkeskolen ikke er god nok til at lære unge om, hvordan det danske arbejdsmarked er indrettet. Det vil hun nu rette op på.
Det er meget vigtigt, at danske unge har et godt kendskab til arbejdsmarkedets opbygning og den danske model. Derfor skal undervisningen være bedre i folkeskolen, siger undervisningsminister Christine Antorini (S). (Foto: Colourbox)
Af Peter Keiding og Helene Olesen, Fagbladet 3F,
peter.keiding@3f.dkNår danske børn i disse dage har første skoledag, er det med udsigt til ikke at lære nok om fagforeninger, overenskomster og arbejdsmiljø. Og det skal der rettes op på. Undervisningsminister Christine Antorini (S) vil styrke undervisningen i den danske model.
- Andre lande kigger misundeligt på, hvordan vi har indrettet vores arbejdsmarked. Det er meget vigtigt, at danske unge også har et godt kendskab til det, siger hun.
Med i forlig
Konkret vil Christine Antorini styrke undervisningen i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA) i folkeskolen. Det er i høj grad her, at elever skal lære om dansk arbejdsmarked.
Men UEA er såkaldt timeløse fag. Det betyder, at undervisningen skal integreres i andre fag. Og det har den kedelige konsekvens, at faget ofte bliver syltet, konkluderer Ministeriet for Børn og Undervisning selv i en nylig evaluering.
- Det kan gøres bedre. Jeg tager en reform af UEA med til de kommende forhandlinger om nyt folkeskoleforlig, siger ministeren. Hun ønsker dog ikke at blive mere konkret på nuværende tidspunkt.
Akut behov
For nylig mødtes Christine Antorini med repræsentanter for 3F Ungdom, der tidligere har efterlyst bedre undervisning i den danske model. Det var et møde, som formand for 3F Ungdom, Peter Bøgh, var godt tilfreds med.
- Den aktuelle sag om Vejlegården viser jo, at der er et akut behov for at få mere viden om, hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen. Og det virkede som om, at hun tog vores opfordring til sig, siger han.
Også Enhedslisten bakker op om at styrke undervisningen:
- Timeløse fag har desværre en tendens til at ryge i baggrunden. Så man kunne jo begynde med at timefastsætte det. Så får vi sikret, at der bliver undervist i det, siger Rosa Lund, uddannelsesordfører.
Christine Antorini vil dog ikke ændre på de formelle krav til samfundsfag. Her er der i 8. og 9. klasse afsat to timer om ugen til at lære om det danske arbejdsmarked og en lang række andre emner inden for økonomi, politik og kultur. Hun vil heller ikke ændre kravene til historie, hvor der også undervises i, hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen.