Belønnes for hjælp til 36 elever
Tillidsrepræsentant Henriette Fyhn fra vinduesfabrikken 3Top får PraktikPladsPrisen for en stor indsats for at hjælpe elever i træindustrien.
Prismodtageren tillidsrepræsentant Henriette Fyhn fra 3Top, Charlotte Højmark Formand for Vejen Kommunes Beskæftigelsesudvalg og Søren Heisel fra Træets Uddannelses- og Udviklingsfond.
Af Peter Keiding, Fagbladet 3F,
peter.keiding@3f.dkEt omfattende uddannelsesprogram med hele 36 elever på ét år. Ekstra hjælp til læsesvage. Og opbakning til elever, der har mistet læreplads.
Den ihærdige indsats har givet PraktikPladsPrisen til tillidsrepræsentant Henriette Fyhn fra vinduesfabrikken 3Top ved Føvling.
Det skete ved en ceremoni på fabrikken.
Konkurrere på viden
Prisen blev overrækt af Søren Heisel fra Træets Uddannelses- og Udviklingsfond:
- Vi meget gerne hjælpe virksomheder, der producerer i Danmark, har overenskomst og gør en indsats for at give deres ansatte en erhvervsuddannelse. Særligt i forhold til dem der outsourcer danske arbejdspladser. Vi skal jo konkurrere på viden og ikke på rå arbejdskraft, siger Søren Heisel.
Godt samarbejde
Også virksomhedens direktør, Kurt Andersen, har mange roser til prisvinderen:
- Vi har Danmarks måske største andel af ansatte, der er i lære. Og det er alt sammen Henriettes fortjeneste. Vi har et utroligt godt samarbejde - og du er en god sparringspartner - både for dine kolleger, men også for ledelsen, sagde Kurt Andersen i forbindelse med prisoverrækkelsen.