Ledige praktikpladser i møbelindustrien
Mens 10.000 unge mangler praktikpladser, efterlyser møbelfabrikker i Jylland og på Fyn praktikanter. For tiden er der 19 ledige pladser.
Møbelindustrien har ledige praktikpladser.
Af Peter Keiding, Fagbladet 3F,
peter.keiding@3f.dkAntallet af unge, som mangler praktikplads nærmer sig svimlende 10.000. Men samtidig er der faktisk ledige pladser i træ- og møbelindustrien.
I alt 19 pladser, heraf de 17 som maskinsnedker, står i øjeblikket tomme.
Blandt andet mangler møbelfabrikken Montana på Fyn to praktikanter. Det samme gør Steens Furniture i Kjellerup og TMK i Holstebro.
Styrer produktionen
Søren B. Heisel, uddannelseskonsulent i 3F's industrigruppe, opfordrer flere unge til at vælge uddannelsen.
- Det er ofte maskinsnedkere, som styrer produktionen på store virksomheder, hvor mange af medarbejderne er ufaglærte, siger han.
Søren B. Heisel fremhæver også, at en uddannelse som maskinsnedker gør det muligt at læse videre til blandt andet ingeniør, arkitekt og designer.
Modeluner
Lasse Jensen, branchedirektør i Træets Arbejdsgivere, ser også gerne flere unge til at melde sig til uddannelsen som maskinsnedker.
- At der er ledige pladser i træindustrien, samtidig med, at så mange unge forgæves prøver at kommer i praktik, skyldes delvist ungdommeligt sløvsind og modeluner. For tiden er det sejere at blive tømrer. Men det skyldes lige så meget, at mange unge ikke kender til mulighederne, siger han.
Lasse Jensen ser derfor gerne, at de tekniske skoler bliver bedre til at informere om uddannelsen.
Han peger også på, at jobbet som maskinsnedker handler om meget mere end at putte en pind ind i en maskine i den ene ende og hive den ud i den anden.
- Der er storslåede muligheder som maskinsnedker. Der er masser af variation. Man slider ikke sig selv op og lærer at bruge it, siger han.