OBS: Du er nu offline

Elev får erstatning for farlig svinebakterie

Ung landbrugselev blev smittet med svinebakterien MRSA hos nordjysk landmand, hvis forsikringsselskab nu har betalt erstatning.
22-årige Louise Jensen har netop fået erstatning, fordi hun blev smittet med en farlig svinebakterie, da hun var landbrugselev. (Michael Bo Rasmussen)
22-årige Louise Jensen har netop fået erstatning, fordi hun blev smittet med en farlig svinebakterie, da hun var landbrugselev. (Michael Bo Rasmussen)
Af Morten Halskov, Fagbladet 3F, morten.halskov@3f.dk

22-årige Louise Jensen har netop fået erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt svie og smerte. Det skyldes, at hun blev smittet med bakterien MRSA, da hun som landbrugselev passede svin hos en nordjysk landmand.

- Jeg er blevet mobbet og behandlet som en spedalsk. Folk snakker om mig i krogene. Det har været hårdt psykisk, siger Louise Jensen.

Hun fortæller, at hun er tilfreds med erstatningen, og at hun ønsker at holde beløbets størrelse for sig selv.

- Selvom landmanden vidste, at besætningen var smittet, sagde han intet til mig. Jeg forstår ikke, at han kan slippe uden straf, siger 3F'eren.

Turde ikke holde sin søn

Louise Jensen fik i oktober 2008 at vide, at hun var smittet med MRSA. Det blev opdaget ved en tilfældighed, fordi bakterien var blevet påvist hos en kollega fra svinestalden.

- Jeg turde ikke kysse og holde om min lille søn. Og jeg var bange for, at jeg havde smittet min kræftsyge farfar, som jeg havde besøgt på sygehuset en uge forinden, siger Louise Jensen.

- Al min kropsvæske blev rød af penicillinen. Jeg fik røde øjne, havde dårlig mave og kastede op. Jeg så uhyggelig ud og havde ikke lyst til at gå nogle steder, siger hun og tilføjer, at behandlingen ikke virkede.

Senere var Louise Jensen indlagt på sygehuset i forbindelse med en operation for galdesten.

- Jeg var indespærret. Når læger og sygeplejersker skulle ind til mig, havde de stor dragt, maske og handsker på. Jeg vrælede, siger hun.

Måtte skifte branche

Louise Jensen havde højeste karakter på landbrugsskolen. Men hun fik afslag på alle ansøgninger om arbejde, når hun oplyste landmændene, at hun var smittet med MRSA. Nu læser hun i stedet til kok.

Hun er erklæret rask. Men det er hun blevet en gang tidligere – uden at være det. Så hun kan ikke slippe tanken om, at hun stadig er syg.